"Åbenhedsprofeterne"

Af Kasper Støvring

Trykt i Den konservative årstid (redigeret af Brian Mikkelsen), Hovedland, Kbh. 2004

Patriotisme og kulturrelativisme

”Det har været denne tidsalders ulykke”, skriver Edmund Burke i Tanker om den franske revolution (1790), ”at alt skal sættes under diskussion, som om vort lands forfatning snarere skulle være noget at strides om end at glædes over.” Ud af disse linjer taler Burkes respekt for Englands forfatningstraditioner, og loyalitet over for landets forfatning har da også lige siden Burkes kritik af oplysningstidens revolutionære reformister været en æresag for den konservative. Medborgerskab er utvivlsomt en af de højeste konservative dyder.

Konservatisme betyder omsorg for det historisk givne, og det gælder også nationen. National loyalitet er et af de borgerlige temaer, som dagens konservative bør satse på. For i dag som under den franske revolution bliver ord som patriotisme og fædrelandskærlighed ofte sat under diskussion, hvis ikke ligefrem skandaliseret. Omsorg for nationen som en størrelse, der – ville den konservative betone – er vokset organisk frem gennem en lang historisk udvikling, bliver hyppigt fastlåst som en slags ideologi og stemplet som nationalisme.

Den amerikanske filosof Allan Bloom kritiserede i sin konservative ny-klassiker Historien om vestens intellektuelle forfald det fænomen, der havde bidraget til at bringe national loyalitet og medborgerskab i miskredit. Det var kulturrelativismen, som blev forfægtet af liberale intellektuelle på de amerikanske universiteter. Fænomenet har efterhånden også vundet indpas herhjemme, hvor det i stor stil forkyndes af toneangivende akademikere, forfattere, mediefolk og politikere.

Som i USA har relativisternes middel til nivellering af den århundredgamle tradition for patriotisme og almen dannelse også i Danmark været en forloren tilegnelse af en nietzscheansk værdinihilisme. Den Nietzsche, der skrev, at ”der findes ikke sandheder, kun fortolkninger”, bliver den store helt, og hans fromme proselytter bekæmper nu med stor ildhu enhver tro på, at der findes objektive sandheder og almengyldige værdier.

Der findes nemlig kun en lang række forskellige kulturer med hver deres værdisæt, og opgaven er at holde os åbne over for de fremmede kulturer; enhver loyalitet over for ”vores eget” og enhver fordom over for ”de andre” er blot udtryk for vores begrænsede modtagelighed for det fremmede, som Allan Bloom skriver i sin bog:

”Seksuelle eventyrere som Margaret Mead og andre, der fandt Amerika for småt, fortalte os, at vi ikke blot skulle lære andre kulturer at kende og respektere dem, de kunne også være nyttige for os. Vi kunne gøre som de og løse op, frigøre os fra forestillingen om, at vores tabuer ikke er noget som helst andet end sociale lænker. Vi kunne gå tur i kulturernes bazar og blive styrket i de tilbøjeligheder, der undertrykkes af puritansk skyldfølelse. Alle disse åbenhedsprofeter var enten ligeglade med eller direkte fjendtlige over for uafhængighedserklæringen eller forfatningen.”

Adskillige modebevidste teoretikere har i dag gjort kulturrelativismen til et abstrakt program, som doceres i form af en selvgod politisk korrrekthed. Disse relativister er blevet så hykleriske i deres frihedsdyrkelse, at de slet ikke begriber den alvor og den opfordring til at afgøre sig for noget og eventuelt skabe nye værdier, som Nietzshe oprindelig forbandt med nihilismen. De liberale relativister – ”åbenhedsprofeterne” – lærer derimod, at man skal løsrive sig fra sit eget kulturelle ophav og hylde et slags dydigt nomadeliv, der gør det muligt at bevæge sig frit mellem de mange kulturer, der findes i verden.

Åbenhedsprofeternes morale er nemlig, at de mennesker, som ikke hører til på et bestemt sted og i en bestemt kulturel sammenhæng, er befriet fra kulturimperialismens og kulturchauvinismens ondskab. Tilkendegivelser af national solidaritet ser de som uafviselige tegn på en kommende etnisk udrensning, og de sætter hastigt lighedstegn mellem bekendelsen til en fælles kulturhistorisk referenceramme og en suspekt revitalisering af nationalistisk arvegods tilbage fra mellemkrigtidens Tyskland.

Disse åbenhedsprofeter befinder sig naturligvis selv på sikker afstand af enhver form for fundamentalisme, fordi den jo netop – fortæller de os – kommer af, at man bekender sig til nogle ufravigelige absolutte værdier, som man vil kæmpe for og ofre sig for om nødvendigt (hvilket ligger dem selv meget fjernt). Åbenhedsprofeterne peger på læren fra verdenskrigene og Vestens undertrykkelse af Den Tredje Verden.

Engang var vi rigtignok blinde for totalitarismen, og historisk set er det derfor forståeligt, at man i dag forsøger at komme ud af de totalitære ideologier og i stedet indtager et provisorisk kulturrelativistisk standpunkt. Men som den franske filosof Alain Finkielkraut har peget på: I dag er vi blindet af totalitarismen og tør derfor ikke forsvare noget som helst fast standpunkt ud fra de værdier, vi nu engang har. Det er ikke helt tilfældigt, at det ofte er gamle marxister, der ser sig genfødte som renlivede relativister; de må jo nødvendigvis fortrænge deres egen fortid og udfylde tomrummet med postmodernistisk holdningsløshed.

Et kulturelt selvhad er gået i blodet på åbenhedsprofeterne, og kun de indskrænkede, der ”lukker” sig om deres egen kultur, tør efterhånden melde positivt ud om egne værdier. Åbenhedsprofeterne rakker derimod ned på det, der i særlig grad er vores kultur. Med masochistisk fryd afslører de, at medierne er domineret af den hvide borgerlige middelklasse, at udannelsesinstitutionernes læseplaner bygger på ”døde, hvide, europæiske mænd”, at det folkelige behov for national selvbevidsthed er nazisme, og at visse demokratisk valgte politikere er antidemokratiske racister.

Åbenhedsprofeterne fører nedrakningen så vidt, at de uden at ryste på hænderne sidestiller vestlige demokratiske stater med totalitære stater. Det har man herhjemme set i forbindelse med socialdemokraternes ligestillingsoplæg i efteråret 2003, der gjorde abortmodstanden i USA identisk med kvindeundertrykkelse i det teokratiske Saudi Arabien. Kulturel selvforagt kan endda få åbenhedsprofeterne til at male formildende billeder af totalitære systemer. Det så man under den kolde krig, under krigen på Balkan, efter terrorangrebet i september 2001 og i forbindelse med de militære interventioner i Afghanistan og Irak. Man holder nemlig altid med de svage, der undertrykkes af det store stygge USA.

Mildnede kulturer

Samtidig med, at man plejer sit selvhad, gør man sig logisk nok til profet for multikulturalisme som en ideologisk vision, der skal berige vores egen kultur. Konservatismen har altid haft et anti-utopisk gehalt, og for den konservative ligner det multikulturelle blot endnu et utopisk projekt, der ukritisk hyldes som en slags universalløsning til verdensforbedring, fuldkommen løsrevet fra erfaringen.

Multikulturalisterne er alene fokuseret på en række abstrakte idealer om, hvordan vores samfund bør være, nemlig en åben og harmonisk sameksistens mellem ligestillede kulturer. De bekymrer sig mindre om, hvordan det realistisk set forholder sig med det multikulturelle eksperiment, som man lover befolkningen. Der er nemlig snarere tale om en tiltagende opløsning af et solidarisk værdifællesskab.

Som utopi lyder det multikulturelle da også besnærende. I de vestlige velfærdsdemokratier skal vi udannes til kosmopolitiske turister i vores egen og fremmede kulturer. Vi skal shoppe rundt i kulturernes supermarked og grådigt annamme alverdens kulturtilbud, som dagligt skyller ind over os i en veritabel overflod af rejser, mad og underholdning. Det handler ikke om at blive dannet i mødet med de fremmede kulturer eller at bevare kulturerne, men tværtimod om at forbruge dem og smide dem væk efter brug ifølge en dominerende markedslogik, der gør tryghed og stabilitet synonymt med den visse død.

Blooms karakteristisk af 60’ernes åbenhedsprofeter, 68’erne om man vil, ligner på mange måder de hjemlige kulturradikale, men pudsigt nok også de kulturradikale liberalister, f.eks. Venstres Kristian Jensen, der i sin hyldest til det åbne, globale marked og det grænseløse individ i bogen Hurra for globaliseringen (2003) skriver:

”Selv om der er stor kulturel og historisk forskel fra Danmark og Skandinavien til Sydeuropa kunne vi sagtens lære af italienerne eller spanierne at åbne op for flere følelser. Det er befriende, når vi indimellem oplever at danskerne tør smide ironiens maske og åbne op for ægte glæde eller sorg. Vi kunne sagtens lære meget af traditionel arabisk gæstfrihed, hvor fremmede bydes velkommen.”

Mantraet om åbenhed hører vi altså også fra den liberalistiske fløj, også for Kristian Jensen er Danmark alt for småt. Hvad er det for et kultursyn, der foresvæver åbenhedsprofeterne til venstre og højre? Det er en mildnet udgave af kulturerne. Men hvad er så værst: xenofobi eller leflen for fremmede kulturer i deres underholdende anderledeshed?

Fordi vestlige åbenhedsprofeter kører i ring indenfor den tryllekreds af naive forestillinger, som de fremmede eksotiske kulturer slår omkring dem, har de også så svært ved at forstå, at folk i ikke-vestlige kulturer vil bringe ofre for deres fælles kultur, traditioner, sprog og historie. Nogle vil endda bringe blodofre, sådan som vi ser det med æresdrab i skændede familier og selvmord i terrorismens dødskult.

Åbenhedsprofeternes komiske omgang med mildnede kulturer slår efterhånden over i det tragiske, når de praktiserer den form for racisme, som ligger i den ”antiracistiske” multikulturalisme. Samfundet skal ifølge multikulturalismens ideologer ikke længere være et fællesskab af solidarisk forpligtede borgere, men skal i stedet opsplittes i grupper, der defineres ud fra den etniske identitet. Disse minoriteter tilskrives dernæst særlige adfærdsmønstre og hævdvundne rettigheder, der forbyder flertalskulturen at blande sig i krænkende overgreb som omskæring, tvangsægteskaber og genopdragelsesophold i hjemlandet: Det er jo de fremmedes kultur!

Når individuelle rettigheder således overføres til gruppeniveau, kan snart sagt al adfærd retfærdiggøres med henvisning til tolerance. De radikales udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen mener eksempelvis, at vi skal acceptere ”arrangerede ægteskaber”, som det hedder med en velturneret eufemisme, og SF’eren Kamal Qureshi drager ligeledes hyppigt i felten bevæbnet med det gratis begreb om etnisk ligestilling. Dermed kan han kritisere den borgerlige regerings opstrammede udlændingepolitik for at berøve menneskers ret til frit at stifte familie.

Det lyder alt sammen meget befriende, men er blot et nyt tyranni, hvor individet stigmatiseres som medlem af en bestemt gruppe. Og hvor det i gamle tyannier var racen eller klassen, der rangerede højere end individet, er det nu kulturen.

Den moralske dyd

Allan Bloom vender sig i Historien om vestens intellektuelle forfald imod den relativisme, som han har lokaliseret hos sine studerende, der til hobe mener, at sandheden er relativ. Det glade budskab om sandhedens relativitet forkyndes dog ikke som et erkendelsesteoretisk anliggende, men som et moralsk anliggende. Den fare, de studerende har lært at frygte fra absolutismen og fra den, der tror på noget bestemt, er nemlig ikke falskhed, som man ellers skulle tro, men derimod intolerance. Forfaldet i udannelsen ser Bloom deri, at uddannelsen ikke længere skal gøre de studerende bedre til at tænke, så de virkelig får ret, men derimod forsyne dem med en moralsk dyd, som altså kaldes åbenhed – åbenhed over for ”diverse udgaver af sandheden og til forskellige måder at leve på og forskellige slags mennesker”.

Denne form for relativisme og moralisme er også trængt langt ind i vores offentlige politiske kultur. Når den selverklærede ”liberale” opposition ikke vil argumentere rationelt, kan de altid bare afvise kontroversielle borgerlige udmeldinger på kultur-, integrations- og retsområdet med moralsk fordømmelse. Hvad angår relativismen kan den, som Bloom påpegede i USA, vise sig i en ligegyldighed eller endda som en direkte fjendtlighed over for forfatningen og de almene værdier, der er nedfældede i den.

For konservative er konstitutionalismen en del af arven fra fortiden, der skal fastholdes. Men at insistere på forfatningens grundlæggende principper, naturlige rettigheder og medborgerlige pligter er jo et udslag af ”absolutisme”, ”intolerance” og ”statstyranni” – skønt staten står som garant for retssikkerhed, fair behandling og lighed for loven, og skønt netop Grundloven garanterer beskyttelse af fundamentale borgerrettigheder uanset kultur.

Som en konsekvens af fjendtligheden over for en fælles forfatning ophøjer relativister i åbenhedens navn enhver minoritet og ethvert muligt særstandpunkt til noget væsentligt. Åbenhedsprofeterne på landets pædagogiske universitet ønsker ikke længere at bevare den nationale arv som en del af skolernes undervisning, og den liberale undervisningsminister ønsker ikke at indføre bindende læseplaner i uddannelserne; nye generationer skal åbenbart vokse op uden fortroligt kendskab til de fælles historiske, kulturelle og religiøse traditioner, som har formet det land, de er født i eller indvandret til.

Imens åbenhedsprofeterne er ligeglade med kulturarven og af og til også med de almene demokratiske principper, viser de simpel foragt for nationen. Det er jo udslag af ”nationalisme” at påpege, at nationalstaten i en vis forstand overhovedet er en forudsætning for demokratiet: Den politiske forrang til det regerende folk, som er afgrænset indenfor nationens rammer. Åbenhedsprofeterne vil slet ikke kendes ved den borgerlige dyd, som er nødvendig, hvis borgerne skal leve deres liv i overensstemmelse med de demokratiske principper. I stedet opfattes medborgerlige dyder som et udslag af en udlevet ”patriotisme”, og traderede nationale institutioner opfattes som stivnede strukturer, der holder livet nede. De skal derfor sprænges, sådan som passionerede Attac-globalister forkynder.

Jo stærkere det kollektive engagement er, jo flere rettigheder fortjener gruppen, synes multikulturalismens logik at lyde. Forfatningen duer slet ikke i denne kamp for særrettigheder til de enkelte minoritetskulturer; den er alligevel bare konstrueret som et forsvar for ”danskheden” og er intet andet end et udtryk for et undertrykkende flertalstyranni.

Man forstår ikke, hvor sårbart demokratiet er, og hvor vigtigt det er, at den samlede befolkning accepterer, at det fælles bedste er kernestenen i demokratiet. Når man opgiver tanken om, at hele befolkningen politisk skal mobiliseres til at engagere sig i de fælles normer ud fra den  demokratiske værdi om anerkendelsesmæssig lighed, så opsiger man også på sin vis den sociale kontrakt.

Kulturrelativister tror vel på, at de demokratiske værdier er garanteret uafhængigt af tilfældige individers argumenter og forsvar. Men det er udtryk for en omfattende historisk glemsel, hvis man mener, at demokratiske værdier er indlysende. Allerede visse fremmede kulturer i de vestlige lande dementerer denne opfattelse.

Det synes at bekræfte nødvendigheden af de konservative tanker om folkelig samhørighed, forstået som et socialt fællesskab med ansvar og normer, hvor man fastholder gamle dyder som mod og beslutsomhed til at satse på det, man holder for sine værdier. Det fordrer samtidig et opgør med ”den moralske dyd”: Den tankeløse liberale tolerance hos progressive åbenhedsprofeter, der svæver i en tryg formodning om, at demokratiske værdier er en del af historiens fremskriden.

Etnocentrismens paradokser

Allan Bloom skriver i Historien om vestens intellektuelle forfald, at studier af fremmede kulturer ikke beviser, at værdier er relative, at intet er almengyldigt og absolut sandt. Det faktum, at der har været forskellige opfattelser af godt og ondt til alle tider, beviser kort sagt ikke, at det ene er lige så godt som det andet.

Relativismen har ifølge Bloom ødelagt uddannelsens ”virkelige motiv”, nemlig ønsket om et godt liv. Konservatismens begreb om det fælles gode har traditionelt fungeret som et korrektiv til liberalismens abstrakte begreb om individuelle rettigheder, der er for svage til at sikre et engagement i det fælles bedste. Men i stedet for at søge sandheder, man kan bruge til at skabe det gode liv, ønsker man med de liberale uddannelser at skabe et ”verdensfællesskab af mennesker uden fordomme”.

Selv om alle mennesker har fordomme – som om alle fordomme kan og skal overvindes, hvilket allerede Edmund Burke betvivlede – og selv om langt de fleste individer i fremmede kulturer er etnocentriske, er etnocentrisk noget nær, det værste man kan være, hvis man hylder en kulturrelativistisk tankegang om åbenhed.

Men paradokset er, at åbenhedsprofeterne selv viser sig at være etnocentriske og stærkt inkonsekvente, når de fordømmer den vestlige etnocentrisme og heller ikke vil respektere andre folkegruppers etnocentrisme. De tror, at deres egne hypermoderne rationelle principper om menneskerettigheder, frihed og åbenhed er universelt acceptable. Imidlertid synes de fleste, at deres egen kultur er den bedste og derfor lukker sig om den. Det gælder også indvandrere fra fremmede kulturer, og deri ligger en del af besværet med integrationen. Mange indvandrere foretrækker deres eget, og derfor ser vi den såkaldte omvendte racisme hos utilpassede indvandrere, der giver sig tilkende som en foragt for den vestlige ”dekadence”, for det ugudelige, æreløse og uhæderlige i vores kultur.

Forbudet mod at diskriminere gøres nærmest til et moralsk påbud: Vi skal tillade alt. På den måde opstår der strategiske alliancer mellem f.eks. Dansk Missionsråd og muslimske præster, der sammen kritiserer regeringens ”diskriminerende” forslag til et forbud imod yderligtgående religiøse forkyndere, der truer den offentlige orden og sædeligheden, som det lyder i lovforslaget fremsat i februar 2004.

Relativismen legitimerer en åndelig dovenskab, hvor man opgiver at skelne mellem godt og dårligt, og konsekvensen af denne afmægtige laissez-faire-holdning bliver ligegyldighed over for andre kulturer, der marginaliseres i ghettoer og parallelsamfund; eller konsekvensen bliver særrettigheder til særlige kulturer, der altså logisk nok også måtte omfatte den danske kultur, ”danskheden”; eller konsekvensen bliver forskelsbehandling og positiv særbehandling af etniske, nationale, religiøse, seksuelle og hvad der ellers findes af selvudråbte mindretal, ja, selv pensionisterne påberåber sig særlig gunstig behandling, selv om gruppen inkluderer adskillige velstående medlemmer.

Igen er det ikke længere de individuelle, men de kollektive rettigheder, der skal beskyttes. Der skal derfor ikke tages særlige hensyn til de individer, der søger at løsrive sig fra deres kultur, men til de grupper, der kræver, at deres specielle kultur opnår fordele i form af religiøse helligdage, badeforhold, spisning, bederum samt undervisning i netop deres religion.

Det gode liv

Allan Blooms kritik af de amerikanske universiteters studier af de tidligere vestlige koloniers kultur og litteratur rammer også vores eget liberale uddannelsessystem. På hjemmesiden til en forskerskole for kultur- og litteraturstudier ved Københavns Universitet har man sat et motto af radikalismens fader Georg Brandes, der lyder: ”At nærme det fremmede til os således, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort eget fra os således, at vi kunne overskue det.” Det skulle altså også være målet med kulturstudier herhjemme, og en pædagogisk udløber af denne målsætning er kravet om en omkalfatring af de ”utidssvarende” klassiske dannelsesfag og de fag, der lærer dansk sprog og historie.

Men man kunne mene, at man i stedet for at nærme sig det fremmede og fjerne sig fra sit eget burde lære om det gode liv og om grundlaget for enhver stabil kultur, nemlig at man foretrækker sit eget. Det er fællesskabsfølelsen, der binder samfundet sammen. Denne opfattelse bygger på den konservative tanke, at kultur skal bevares og videreføres, hvilket igen forudsætter en positiv forståelse for en national identitet: en politisk, social og kulturel forankring indenfor et afgrænset territorium.

Men her møder vi igen (mindst) et paradoks. For de åbenhedsprofeter, der advokerer for det kulturrelativistiske og multikulturelle synspunkt er samtidig kritiske over for deres egen vestlige kultur. Vi skal bedømme kulturer på deres egne betingelser, siger de, men samtidig bedømmer – og fordømmer – de vestlig kultur fra et ydre standpunkt som etnocentrisk. Og dog er de selv bærere af en vestlig tankegang, eftersom det er et særligt vestligt fænomen at tvivle på sin egen kulturs værdi og studere fremmede kulturer eller indoptage dem i den vestlige kultur.

Hvis man skulle tilbage til den oprindelige motivation til at studere fremmede kulturer, ville det kræve, at de vestlige åbenhedsprofeter respekterede andre kulturers etnocentrisme og lukkethed, hvad de altså netop ikke gør. De ryster på hovedet af den irrationelle folkelige visdom i fremmede kulturer, som efter Murens fald kom til udtryk i de østeuropæiske lande, der vendte tilbage til en national kultur efter frigørelsen fra kommunismens ”verdensfællesskab”, og som senest er kommet til udtryk hos den irakiske befolkning, hvis nationale stolthed forbyder dem at acceptere den amerikanske tilstedeværelse i landet, selv om amerikanerne fjernede den forhadte diktator og skabte grundlaget for et vestligt inspireret demokrati.

Hvis vi skal forstå de konservative affekter i fremmede kulturer, forudsætter det en sans for det irrationelle – som Allan Blooms: ”Årsagen til den ikke-vestlige lukkethed, eller etnocentrisme, er klar. Mennesker må elske deres familier og deres folk og være loyale mod dem for at bevare dem. De kan kun være tilfredse med deres eget, hvis de synes, det er godt. En far må foretrække sit eget barn frem for andre børn, en borger sit land for andre lande. Det er derfor, der er myter – for at retfærdiggøre sådanne bånd.”

Den fordømte etnocentrisme kommer altså af loyalitet. Det hverken forstår eller respekterer åbenhedsprofeterne, og det skyldes jo, at de selv har glemt hvad loyalitet og patriotisme betyder. Fremmede kulturer viser derimod, at mennesket har brug for et bestemt sted og bestemte holdninger for at orientere sig i verden. En fælles kultur og fælles rødder er også hos os nødvendige tilskud til de liberale goder som frihed og rettighed og til de liberale dyder som åbenhed og tolerance. Men her viser åbenhedsprofeterne sig som sande kulturradikale, for radikalismen betyder netop at rykke ting op ved deres rod.

Allan Blooms videre pointe er, at en alt for åben kultur risikerer at gå i opløsning. Man skal dog ikke opgive studierne af ikke-vestlige kulturer. Men disse studier burde føre os tilbage til en fast tilknytning til vort eget og væk fra den ”ideologikritiske” videnskab, der løsner os fra vores tilknytninger og efterlader os uden forhold til vores lands fælles kultur. Marxismens gamle forestilling om kritisk bevidsthed har sjældent været andet end sværmeri, fanatisme og utopisme, og efter marxismens død er kritikken blevet hjemløs. Nu nøjes man med at vende kritikken mod sig selv og ”sætte alt under diskussion”: Når vi fører krig imod terrorismen for at forsvare os selv og vores værdier, udfolder vi bare vores egen terrorisme.

Gensynet med Allan Blooms kritik af kulturrelativismen rummer en opfordring til at lære de fundamentale principper bag en levedygtig fælles kultur at kende, så har vi også en fast målestok til at bedømme de mange forskellige kulturer. Vi må opnå en viden om andre kulturer for at udvinde almene indsigter om naturen, dvs. det historisk og kulturelt uafhængige. Denne viden kan nemlig bruges til at skabe det gode liv. Til et godt liv hører – hvis vi følger Edmund Burkes tanker – en konservativ forståelse for loyalitet over for vores kultur og et konservativt forsvar for vores forfatning som et fælles gode.