Uddrag af Niels Barfoeds anmeldelse af Det etiske kunstværk, trykt i Weekendavisen den 28. juli 2006:

"En intellektuel, hvis foretrukne komponist er Richard Wagner, og af hvis skrifter om Wagners mytomane univers man just har kunnet udgive en hel bog, ham er det ikke nærliggende at udråbe til kulturradikal. Ikke uden at gøre vold på ham. Men det er der en vis tradition for, og det er bl.a. den slags, Kasper Støvrings netop udkomne bog Det etiske kunstværk (om Villy Sørensens poetik og litterære kritik) har fat i.

Han minder om, hvad det var Sørensen i grunden tænkte – før der blev rift om ham – når han skrev om kunst. Og det er velkomment, for det vil samtidig sige, hvad filosoffen tænkte både om psyke, samfund, kultur og historie samt det, der rækker ud over menneskets forstand. For det har kunsten alt sammen at gøre med hos Villy Sørensen. Med sin redegørelse blander Støvring sig uvægerligt i, hvad Sørensen tages til indtægt for og af hvem, og det er ingen skade til, fordi det sker både kvalificeret og afbalanceret [...]

Bogen vil vække irritation og foragt, fordi den rører ved hævdvundne patenter og stærke kræfters insisteren på åndelig ejendomsret. Men man skal stå tidligt op, for man kan ikke gribe Støvring i rethaverisk enøjethed. Han har en god rem af Sørensens egen sammensatte hud [...]

Måske kan man sammenfatte – om ikke andet for en kort bemærkning – Villy Sørensens centrale problem på denne måde: Hvordan kan jeg få mest mulig mening ud af at være umuligt stillet? Hvordan undgår jeg at gøre den uoverkommelige splittelse og adskilthed (der både var Sørensens gennemtrængende personlige erfaring, og som han genfandt som et grundvilkår både i alt liv, kultur og historie) til min evige fjende? Hvordan kan jeg komme over den uden at fornægte den, men også uden at forgude den? Og med »jeg« mente han ikke kun jeg, men mennesker.

Disse spørgsmål og deres forgreninger er nedlagt i hans epokegørende ungdomsværk Digtere og dæmoner, som Kasper Støvring med rette viser som arnestedet for Villy Sørensens poetik, og som det er en glæde at se genindsat i sine rettigheder.

Som sagt: det er alt i alt svært at få meldt Villy Sørensen ind i det glade kulturradikale kompagni. Omvendt er det også svært – som det ligeledes er sket – at anklage ham for med sin etik og sin opbyggelighed at have stået en radikalisering af den hjemlige modernisme i vejen. Som Støvring i overensstemmelse med kendsgerningerne siger: modernismen og dens begreb kunne Sørensen aldrig få til at fungere i sin egen filosofi. Han anvendte det kun nødtvungent."

Uddrag af Nils Gunder Hansens anmeldelse af Blivende værdier, trykt i Berlingske Tidende den 16. marts 2004:

Ganske provokerende hedder det til sidst, at Fogh Rasmussens regering har ført en god konservativ politik. Det er derfor, at de rigtig liberale er utilfredse, og så mange råber på visioner. Paradoksalt på den baggrund at det konservative parti er lillebror i regeringen.

Opstramninger inden for udlændinge- og retspolitik, langsomheden i velfærdsreformer, en ikke-blåøjet udenrigspolitik, ser Støvring som nogle af de tiltag, med hvilke regeringen modsvarer konservative affekter i befolkningen. Man kunne tilføje princippet om »noget for noget«, hvor Støvring påpeger, at Fogh og forgængeren Nyrup på en måde er fælles om en efterlysning af moral og »sammenhængskraft«: konservatismen gør sig gældende på tværs af det politiske spektrum som en erkendelse af, at et moderne samfund har brug for det, filosoffen Hegel kaldte sædeligheden: en kobling af personlig ansvarsfølelse og uskreven moral, der udvirker, hvad hverken staten eller individets frie valg kan udvirke."